I dag gennemførte jeg faktisk den plan, som jeg i går havde lavet for den første hverdag efter ferien. Jeg trænede en halv time med Wii, jeg løb en halv time, og jeg læste i min tyske bog. Indrømmet, ikke en særlig svær plan at gennemføre, men hvis man kender lidt til min rygrad, så ved man også at der af og til løber varm kakao lige dér, hvor rygraden skulle have været.
Og mens jeg tøffede afsted på løbebåndet (thank god for det, for ellers var jeg da aldrig kommet i løbeskoene), lavede jeg en ny plan. Et eller andet skal man jo foretage sig, mens sveden hagler af panden 
Jeg vil SÅ gerne prøve at løbe 10 km (igen). Sidste gang jeg lavede sådan en plan, gennemførte jeg den faktisk også. Men her taler vi altså 2005, hen over sommeren, inden Ida var kommet til verden…
Desværre nåede jeg kun at løbe 10 km én sølle gang. Da jeg et par dage efter ville løbe en lille hygge-restitueringstur, høj af glæde over at have nået mit mål, vred jeg om på min fod. Jeg satte mig på en bænk, med en lille tåre i øjenkrogen af arrigskab (og smerte), og løb (!) derefter hjem. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. Efter en uges smertehelvede og adskillige farverige toner på min fod, gik jeg til lægen. Dét besøg endte med en skinne, som jeg skulle have på i en del uger.
Da min fod blev sig selv igen, var jeg gravid… Og nej, jeg fik ikke taget mig rigtigt sammen til at løbetræne, efter at jeg havde født. Jeg har prøvet mange gange. Min kæreste kigger sådan lidt opgivende på mig, hver gang jeg proklamerer, at NU skal det altså være. Han burde yde mere opbakning, kunne man tænke… Tja, men han kender jo efterhånden scenariet: Efter maks to løbeture, bliver der længere og længere mellem turene. Nogle gange op til et halvt år…
Men NU skal det være. Og jeg har besluttet mig for, at han ikke får det at vide, før mit mål (forhåbentlig) er nået. Jeg har gjort det før, og jeg kan vel gøre det igen. SÅ meget ældre er jeg da heller ikke blevet! Så jeg har kigget lidt på et træningsprogram for at nå et 10-km mål. Det ser faktisk rimeligt ud. Det SKAL jeg altså bare prøve. For det er ikke nogen hemmelighed, at man af og til bliver en anelse dvask af “bare” at gå hjemme. Det hele kommer nemt til at gå op i praktiske opgaver, eller en bog på sofaen. Jeg er ikke et super kreativt menneske, der har masser af projekter i baghånden. Faktisk har jeg det bedst, hvis jeg har et slags dagsprogram at følge.
Tiden er der, løbebåndet står i kælderen. TÆNK hvis jeg i løbet af foråret virkelig bliver i stand til at løbe 10 km !!!
