Pludselig var den der. Muligheden for at give sutte-afvænningen en chance. Efter at have sovet en del af natten i vores seng i efterhånden 14 dage, kom Ida pludselig ind en nat UDEN sin sut. Jeg opdagede faktisk ikke noget, før tidligt om morgenen, hvor hun bare lå og sov sødt uden en sut i munden. Og der var ikke nogen sut at spore i sengen. Det viste sig, at hun simpelthen havde efterladt den i sin egen seng. Det er ALDRIG sket før… Hun slæber efterhånden hele sit arsenal af bamser og dukker med, så selvfølgelig kan der smutte noget i farten, men ikke sutten! Aldrig!
Nå, men den efterfølgende dag blev vi så enige om, at den måtte vi vidst hellere følge op. Vi snakkede lidt med Ida om at sende sutterne til en baby vi kender. Den var hun helt med på. Og vi gjorde meget ud af at fortælle, at så skulle hun jo sove uden sut om natten. YES YES, heller ikke noget problem. Hm, tænkte jeg. Gad vide om hun overhovedet er klar over, hvad hun siger ja til.
Som sagt så gjort. Da det blev aften, fandt vi en kuvert og tegnede lidt på den. Derefter lagde hun kuverten i vores egen postkasse… Vi fortalte hende, at så ville postbudet hente brevet næste morgen og sende det til baby. Og så kom Ida i seng, og nævnte kun lige sutterne med et enkelt “og sutterne har vi sendt til baby”. Hun faldt i søvn med vanlig hastighed og så var det lissom det! Hun kom ind til os som sædvanlig, sov måske en anelse mere uroligt, men ellers har der ikke været nogen snak om sutter. Lige indtil i dag, hvor vi var på vej op for at stå på ski. “Mor, har du sut og sutteklud med i tasken?” “Øhm nej skat, dem har vi jo sagt farvel til…”. Og så surmulede damen i små fem minutter, hvorefter vi fik afledt hendes opmærksomhed. Og her til aften er hun igen faldet i søvn uden vrøvl.
Igen er mine bekymringer gjort til skamme. Jeg har virkelig frygtet dette øjeblik, fordi jeg var sikker på, at det ville give SÅ meget ballade. Og så overrasker hun mig igen, min lille elskede store pige
Næste projekt: AT genlære at sove i egen seng hele natten… men det skal nok ikke komme lige oveni afskeden med sutten.