Det er lige før, at jeg synes det går for hurtigt. Lige pludselig synes jeg slet ikke, at min lille pige er så lille endda. Sådan har jeg haft det før, men ikke i samme omfang som nu. Hun smed for nogle måneder siden sin ble om dagen. Lige pludselig for et par dage siden ville hun heller ikke sove med den om natten. Jeg havde forestillet mig, at det var sådan noget vi skulle planlægge lidt, snakke om, være klar til.
Men nej, en aften ville hun ikke rigtigt sove. Far blev kaldt ind til hende, og der var en masse gråd og utilfredshed. Et af problemerne viste sig efterfølgende at være, at hendes ble kradsede lidt, og så var de stille og roligt blevet enige om, at hun bare skulle sove uden. Og så fortalte min kæreste det mig ovenikøbet først næste morgen. Jeg var altså helt uvidende om den – for mig – store begivenhed. De efterfølgende aftener ville hun heller ikke have den på, og så er den sag vel ude af verden. Vildt!
Næste store begivenhed er hendes lille sæt, som består af sut og sutteklud. Sættet har været uundværligt for hende, siden hun var ganske lille baby. Vi har længe snakket om, at når hun blev 3 SÅ skulle det være slut. Men da hun blev 3 var hun næsten lige startet i børnehaven… Så vi blev enige om at vente til jul. Men julemanden skulle nu heller ikke have den tvivlsomme ære af at tage sutterne fra hende, såeh… Jeg oplevede mig selv tænke, at det jo godt kunne vente lidt, og at det da også ville være så synd at tage det fra hende.
Min kæreste er dog temmelig handlekraftig, og pludselig en formidddag havde han og Ida snakket lidt om det der med sut og sutteklud. Og Ida var gået med til, at hun skulle prøve at sove uden enten sutteklud eller sut om aftenen. Hun valgte suttekluden! Der blev godt nok grædt lidt i løbet af dagen, når talen faldt på suttekluden. Men da det blev aften, og hun skulle puttes, var der overhovedet ingen problemer. Og heller ikke i dag var der problemer. Jeg er målløs.
Nu frygter jeg så lidt det med selve sutten. Den tager vi en gang efter nytår, men inden børnehaven starter igen den 7. januar. Jeg krydser fingre for, at det går lige så nemt!