Så er juledagene overstået med dejligt besøg hjemmefra. Der har været gang i den hele tiden, og det har været rigtig hyggeligt. Men hvor kan jeg dog mærke, at jeg er blevet vant til at gå hjemme i min egen dagligdag – med masser af tid HELT for mig selv.
En sommeraften for længe siden havde jeg – på altanen med udsigt over vandet og et dejligt glas hvidvin – en snak med en god ven, som har lidt forstand på persontyper osv. Vi snakkede om introverte og ekstroverte typer. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var den introverte type. Ikke sådan at forstå, at jeg er indadendt og ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men mere i kraft af den måde, hvorpå jeg lader op. I korte træk, så lader den introverte type op ved at være alene, hvor den ekstroverte lader op ved samværet med andre mennesker.
Han havde bare så meget ret. Dengang satte det faktisk noget på plads for mig, og jeg hiver samtalen frem fra mine erindringer ind i mellem. Når jeg har været sammen med andre mennesker flere dage i træk, så trænger jeg i dén grad til at have nogle øjeblikke for mig selv, trække mig lidt tilbage eller ind i mig selv med en bog eller bare noget fjernsynskiggeri. Jeg elsker at have besøg, og jeg elsker at være sammen med venner og familie, men når de er taget hjem, elsker jeg også bare at være alene. Og jeg kan lige nu mærke, at jeg i høj grad har brug for mine formiddage alene herhjemme. Jeg er jo sjældent helt alene, da min kæreste arbejder hjemme, men jeg har frihed til at sidde og kigge ind i væggen, hvis det er dét, jeg har brug for.
Og lige nu, hvor vi er midt i juleferien, er der ikke meget tid til at være alene. Kæresten holder julefri, børnehaven ferielukket, så vi er alle tre sammen det meste af tiden. Og nu skal det jo ikke lyde som om, at jeg ikke sætter pris på det. Det gør jeg! De sidste to dage har vi f.eks. været ude at stå på ski sammen, med lillemusen i skiskole for første gang. Stor oplevelse af overvære
Men jeg kan bare mærke, at det der med alene-tiden trænger sig på. Derfor er jeg i dag gået tidligt i seng med en bog (og den bærbare…) og ligger bare og nyder stilheden! Forhåbentlig bliver der også lidt tid til den slags de kommende dage. Ellers er der i hvert fald sparet op til en hel dag alene på sofaen, når hverdagen atter melder sig. For selvom man er hjemmegående kan man sagtens mærke forskel på hverdag og ferie.