Uh, hvor skal man veje sine ord…

når man har en lille dame i huset. En lille dame, der ikke tåler irettesættende ord – i hvert fald ikke lige for tiden. Andre gange overhører hun jo bare, hvad man siger Men jeg synes godt nok, at der for tiden hurtigt bliver optræk til ballade, hvis man tager sig den frihed at fortælle hende, at hun lige skal få fødderne ned fra bordet, når vi spiser. Eller at hun må vente med sit legetøj, til efter maden – alt behøver ikke at blive slæbt ud på spisebordet.

Resultatet er, at damen fornærmet spankulerer ind på sit værelse og surmuler, indtil der kommer nogen og gør et forsøg på at tale hende til fornuft. Alternativt sætter hun i et stort vræl ved spisebordet. Hm, jeg synes godt nok ikke, at der er meget hygge om sådan et spisebord, når måltidet og appetitten (hendes) bliver spoleret af et enkelt irettesættende ord.

Jeg håber, at det blot er en fase, for jeg har godt nok svært ved lige at finde ud af, hvilket ben jeg gerne vil stå på i denne situation. På den ene side vil jeg meget gerne have, at hun lærer bare en smule bordskik. Vi er faktisk ikke særlig strenge, hvad bordskik angår, så jeg synes egentlig det er helt på sin plads med nogle enkelte regler. På den anden side vil jeg også gerne have, at hun får noget at spise. Ofte ender det jo med, at hun bliver så fornærmet, at hun kun får spist et par mundfulde mad.

Nogle gange lader vi hende være, surmulende på sit værelse. Andre gange gør vi et ihærdigt forsøg på at bløde op, forklare hvorfor vi irettesætter hende, at det jo ikke er for at skælde ud, og prøver at få hende til at spise lidt mere. I starten forklarede jeg det med, at hun til aftensmaden var træt. Vi har nogle gange svært ved at spise for k. 18 pga gymnastik, legeaftaler osv. Og kl. 19 skal hun helst ligge i sin seng, for der kan hun bare ikke mere. Men nu er det også gået ud over morgenmaden… Selv efter en god nats søvn skal der ikke meget til, for at ødelægge humøret.

Heldigvis har hun altid haft en god appetit og spiser til tider som en hest, så hvis der skulle ryge et par kilo i fornærmethedens tegn, så går det nok også, men hyggeligt kan man jo ikke påstå, at det er!