Sure løg…

Det er vist lige, hvad man kan kalde mig i dag! Jeg vågnede kl. 5.30 og var i mega dårligt humør. Jeg kan ikke lige sætter en finger på, hvad der præcist gjorde mig arrig. Måske er det noget, jeg har drømt?  Nu er det ikke sådan, at det er første gang jeg har det sådan. Det sker en gang i mellem – primært om vinteren. Jeg kan egentlig godt lide vinter og synes ikke selv, at det har noget med det at gøre. Min mor har dog altid ment, at jeg har tendens til lidt vinterdepression – noget, der som regel max varer en uge.

Nå, men det her dårlige humør satte i hvert  fald tankerne i gang i knoppen på mig. Det var variationer over det samme tema – gengangere fra tidligere dage med dårligt humør. Sådan noget med mindreværdskomplekser osv. Det kompleks bliver måske ikke ligefrem mindre af, at jeg nu går hjemme og faktisk ofte føler, at jeg mister de kompetencer, som jeg engang syntes jeg havde. Hvad har jeg gang i?!? Sådan bare at gå hjemme og blive dummere og dummere.

Nu er det selvfølgelig ikke fordi at det er helt frivilligt, at jeg bare går hjemme. Jeg synes at jeg forsøger, men jeg gider heller ikke bare tage et job for enhver pris! Jeg går jo også og nulrer lidt med nogle planer om deltidsarbejde i Danmark, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Men på de dårlige dage slår jeg mig virkelig i hovedet for at finde på nye tiltag, så jeg kan finde et smart, lille deltidsarbejde, som jeg samtidigt synes er helt vildt spændende

Det dårlige humør blev en anelse bedre af at stå op, men åbenbart ikke så meget bedre, at det var til at skjule. I hvert fald sagde min elskede lille datter, da vi var på vej ud af døren: “Mor, du skal blive glad igen”! Sådan. Så er man da i hvert fald SLET ikke ved at tude. Heldigvis blev humøret lidt bedre af at komme ud i den virkelige verden og møde nogle andre forældre, handle ind i supermarkedet (man tror jo det er løgn, at man kan blive i bedre humør af det…), og gøre rent herhjemme. Ikke fordi de to sidstnævnte er mine yndlingsbeskæftigelser, men når det nu skal være, så er det faktisk meget god terapi. Man bliver lidt tvunget til ikke at sidde og skumle med sine egne, sure tanker.

Så nu er jeg i lidt bedre humør og glæder mig til at hente Ida, så hun kan se at det dårlige humør ikke varer ved hele dagen!

Lige lib’…

Det siger min datter helt vildt tit! Det betyder “lige om lidt”, og jeg kan ikke få mig selv til at rette på hende, for i virkeligheden synes jeg, at det lyder helt vildt sødt. Og hvor har hun det fra??? Jeg tror desværre, at hendes mor siger det lidt for ofte, når hun beder mig om noget. Jeg får som regel vildt dårlig samvittighed, men samtidigt vil jeg jo også gerne færdiggøre det, jeg nu er i gang med.

Hun siger det tit, når vi skal til at putte hende, klæde hende på, ud af døren osv. Og jeg kan blive vildt irriteret over det, for når jeg siger at det skal være nu, så vil jeg egentlig gerne have, at det skal være nu!  Desværre bliver jeg jo i et eller andet omfang nødt til at acceptere hendes “lige lib’”. For hvordan kan jeg selv være helt vildt hurtig til at sige “lige om lidt”, når hun ikke kan få lov. Jeg kan da sagtens forstå, at jeg ofte afbryder hendes leg. Samtidigt så er hun jo også nødt til at lære, at når vi f.eks. skal ud af døren, så er det nu og ikke om en halv time… Jeg prøver at skære ned på brugen af mit “lige om lidt”, men det er godt nok blevet en dårlig vane!

Sku’ da lige hilse og sige…

at man godt kan mærke forskel! Altså på om Ida er i børnehave eller ej. Efter at hun i torsdags startede efter juleferien, har hun bare været FÆRDIG kl. 19. Kommer vi til at trække den bare 10 minutter, er der ballade. Hun sover jo heller ikke til middag, så det er da klart nok, at hun bliver træt, men før juleferien var hun dog forholdsvis medgørlig, selvom hun ikke lige lå i sengen sharp.

Dét er så gået over! De sidste par aftener har hun bare været ulykkelig og temmelig vrøvlet, når putningen gik i gang. Hun har slet ikke kunne overskue det. Hun har endda bedt far om at droppe godnathistorien… De arbejder ellers løbende på en historie efter fri fantasi, som hun plejer at glæde sig til. Men nej tak, ikke de sidste par aftener.

Oven i det har hun så de sidste 4-5 nætter tisset i sengen. Hun var ellers blevet ble-fri, og har klaret det i 2-3 uger uden uheld. Pludselig er det så også gået over. Og det værste er næsten, at hun ikke engang vågner, når hun har tisset. Hun ligger der, indtil det bliver rigtig irriterende og koldt. Så nu er vi i aften gået tilbage til bleen, for hun er tilsyneladende ikke rigtigt klar alligevel. Hun bliver jo også lidt ked af det, når hun vågner om natten og er kold og våd. Bortset fra, at man så får lov til at sove i mor og fars seng, fordi de er for dovne til at skifte sengetøj i nattens mulm og mørke

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt det er rigtigt eller ej, altså at gå tilbage. Egentlig er jeg lidt modstander af det, men omvendt så synes jeg både det er synd for hende og for os, at vi skal igennem den der tur hver nat. Hvis det så bare var en gang i mellem, men jeg tror altså bare ikke, at hun er klar alligevel.

Et slags nytårsforsæt

I dag gennemførte jeg faktisk den plan, som jeg i går havde lavet for den første hverdag efter ferien. Jeg trænede en halv time med Wii, jeg løb en halv time, og jeg læste i min tyske bog. Indrømmet, ikke en særlig svær plan at gennemføre, men hvis man kender lidt til min rygrad, så ved man også at der af og til løber varm kakao lige dér, hvor rygraden skulle have været.

Og mens jeg tøffede afsted på løbebåndet (thank god for det, for ellers var jeg da aldrig kommet i løbeskoene), lavede jeg en ny plan. Et eller andet skal man jo foretage sig, mens sveden hagler af panden Jeg vil SÅ gerne prøve at løbe 10 km (igen). Sidste gang jeg lavede sådan en plan, gennemførte jeg den faktisk også. Men her taler vi altså 2005, hen over sommeren, inden Ida var kommet til verden…

Desværre nåede jeg kun at løbe 10 km én sølle gang. Da jeg et par dage efter ville løbe en lille hygge-restitueringstur, høj af glæde over at have nået mit mål, vred jeg om på min fod. Jeg satte mig på en bænk, med en lille tåre i øjenkrogen af arrigskab (og smerte), og løb (!) derefter hjem. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. Efter en uges smertehelvede og adskillige farverige toner på min fod, gik jeg til lægen. Dét besøg endte med en skinne, som jeg skulle have på i en del uger.

Da min fod blev sig selv igen, var jeg gravid… Og nej, jeg fik ikke taget mig rigtigt sammen til at løbetræne, efter at jeg havde født. Jeg har prøvet mange gange. Min kæreste kigger sådan lidt opgivende på mig, hver gang jeg proklamerer, at NU skal det altså være. Han burde yde mere opbakning, kunne man tænke… Tja, men han kender jo efterhånden scenariet: Efter maks to løbeture, bliver der længere og længere mellem turene. Nogle gange op til et halvt år…

Men NU skal det være. Og jeg har besluttet mig for, at han ikke får det at vide, før mit mål (forhåbentlig) er nået. Jeg har gjort det før, og jeg kan vel gøre det igen. SÅ meget ældre er jeg da heller ikke blevet! Så jeg har kigget lidt på et træningsprogram for at nå et 10-km mål. Det ser faktisk rimeligt ud. Det SKAL jeg altså bare prøve. For det er ikke nogen hemmelighed, at man af og til bliver en anelse dvask af “bare” at gå hjemme. Det hele kommer nemt til at gå op i praktiske opgaver, eller en bog på sofaen. Jeg er ikke et super kreativt menneske, der har masser af projekter i baghånden. Faktisk har jeg det bedst, hvis jeg har et slags dagsprogram at følge.

Tiden er der, løbebåndet står i kælderen. TÆNK hvis jeg i løbet af foråret virkelig bliver i stand til at løbe 10 km !!!

Tilbage til hverdagen

I morgen starter hverdagen igen. Her i Tyskland – eller i hvert fald i de dele, der er katolske – har man nemlig juleferie mindst indtil Hellig Tre Konger er overstået. Ida starter i børnehaven i morgen, kæresten er allerede så småt begyndt at kaste sig over lidt arbejde igen, og jeg er ærlig talt også klar til at starte hverdagen.

Nu er det jo ikke fordi at hverdagen for mig sådan er vældig hård, det ved jeg godt. Vi SKAL jo ikke ud af døren på et bestemt tidspunkt, jeg SKAL ikke drøne afsted på arbejde, og jeg skal ikke sidde på et arbejde og have dårlig samvittighed over at Ida er i børnehave for længe. Og måske netop derfor glæder jeg mig inderst inde til at få min lille hverdag tilbage. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det kan være svært at underholde et barn hver dag, HELE dagen i 14 dage. Selvfølgelig har vi haft besøg af familien, vi har været sammen med venner med børn, og vi har været oppe at stå på ski. Men man er jo ligesom hele tiden lidt på.

Så nu har jeg mig-planer for i morgen. Jeg skal træne Wii, jeg skal løbe en halv time og jeg skal læse i min Leif Davidsen-bog på tysk, mens jeg nyder en ostemad og en kop kaffe i ro og fred Leif Davidsen er på programmet til min bogklub med en flok tyske tøser. Vi skal mødes på mandag. Det er mig, der har foreslået bogen, og det ville næsten være pinligt, hvis ikke jeg blev færdig med den til på mandag…Og jeg er nødt til at sige, at min læsehastighed er voldsomt nedsat, når det foregår på tysk! Nævnte jeg, at jeg ikke engang er halvvejs?

Ja, det er “vilde” planer, men på fredag står den på den rengøring, som er blevet forsømt i løbet af ferien, så det er ikke alt sammen lige hyggeligt

Og så røg sutten!

Pludselig var den der. Muligheden for at give sutte-afvænningen en chance. Efter at have sovet en del af natten i vores seng i efterhånden 14 dage, kom Ida pludselig ind en nat UDEN sin sut. Jeg opdagede faktisk ikke noget, før tidligt om morgenen, hvor hun bare lå og sov sødt uden en sut i munden. Og der var ikke nogen sut at spore i sengen. Det viste sig, at hun simpelthen havde efterladt den i sin egen seng. Det er ALDRIG sket før… Hun slæber efterhånden hele sit arsenal af bamser og dukker med, så selvfølgelig kan der smutte noget i farten, men ikke sutten! Aldrig!

Nå, men den efterfølgende dag blev vi så enige om, at den måtte vi vidst hellere følge op. Vi snakkede lidt med Ida om at sende sutterne til en baby vi kender. Den var hun helt med på. Og vi gjorde meget ud af at fortælle, at så skulle hun jo sove uden sut om natten. YES YES, heller ikke noget problem. Hm, tænkte jeg. Gad vide om hun overhovedet er klar over, hvad hun siger ja til.

Som sagt så gjort. Da det blev aften, fandt vi en kuvert og tegnede lidt på den. Derefter lagde hun kuverten i vores egen postkasse… Vi fortalte hende, at så ville postbudet hente brevet næste morgen og sende det til baby. Og så kom Ida i seng, og nævnte kun lige sutterne med et enkelt “og sutterne har vi sendt til baby”. Hun faldt i søvn med vanlig hastighed og så var det lissom det! Hun kom ind til os som sædvanlig, sov måske en anelse mere uroligt, men ellers har der ikke været nogen snak om sutter. Lige indtil i dag, hvor vi var på vej op for at stå på ski. “Mor, har du sut og sutteklud med i tasken?” “Øhm nej skat, dem har vi jo sagt farvel til…”. Og så surmulede damen i små fem minutter, hvorefter vi fik afledt hendes opmærksomhed. Og her til aften er hun igen faldet i søvn uden vrøvl.

Igen er mine bekymringer gjort til skamme. Jeg har virkelig frygtet dette øjeblik, fordi jeg var sikker på, at det ville give SÅ meget ballade. Og så overrasker hun mig igen, min lille elskede store pige

Næste projekt: AT genlære at sove i egen seng hele natten… men det skal nok ikke komme lige oveni afskeden med sutten.

Hvor bliver hun dog stor…

Det er lige før, at jeg synes det går for hurtigt. Lige pludselig synes jeg slet ikke, at min lille pige er så lille endda. Sådan har jeg haft det før, men ikke i samme omfang som nu. Hun smed for nogle måneder siden sin ble om dagen. Lige pludselig for et par dage siden ville hun heller ikke sove med den om natten. Jeg havde forestillet mig, at det var sådan noget vi skulle planlægge lidt, snakke om, være klar til.

Men nej, en aften ville hun ikke rigtigt sove. Far blev kaldt ind til hende, og der var en masse gråd og utilfredshed. Et af problemerne viste sig efterfølgende at være, at hendes ble kradsede lidt, og så var de stille og roligt blevet enige om, at hun bare skulle sove uden. Og så fortalte min kæreste det mig ovenikøbet først næste morgen. Jeg var altså helt uvidende om den – for mig – store begivenhed. De efterfølgende aftener ville hun heller ikke have den på, og så er den sag vel ude af verden. Vildt!

Næste store begivenhed er hendes lille sæt, som består af sut og sutteklud. Sættet har været uundværligt for hende, siden hun var ganske lille baby. Vi har længe snakket om, at når hun blev 3 SÅ skulle det være slut. Men da hun blev 3 var hun næsten lige startet i børnehaven… Så vi blev enige om at vente til jul. Men julemanden skulle nu heller ikke have den tvivlsomme ære af at tage sutterne fra hende, såeh… Jeg oplevede mig selv tænke, at det jo godt kunne vente lidt, og at det da også ville være så synd at tage det fra hende.

Min kæreste er dog temmelig handlekraftig, og pludselig en formidddag havde han og Ida snakket lidt om det der med sut og sutteklud. Og Ida var gået med til, at hun skulle prøve at sove uden enten sutteklud eller sut om aftenen. Hun valgte suttekluden! Der blev godt nok grædt lidt i løbet af dagen, når talen faldt på suttekluden. Men da det blev aften, og hun skulle puttes, var der overhovedet ingen problemer. Og heller ikke i dag var der problemer. Jeg er målløs.

Nu frygter jeg så lidt det med selve sutten. Den tager vi en gang efter nytår, men inden børnehaven starter igen den 7. januar. Jeg krydser fingre for, at det går lige så nemt!

Den introverte

Så er juledagene overstået med dejligt besøg hjemmefra. Der har været gang i den hele tiden, og det har været rigtig hyggeligt. Men hvor kan jeg dog mærke, at jeg er blevet vant til at gå hjemme i min egen dagligdag – med masser af tid HELT for mig selv.

En sommeraften for længe siden havde jeg – på altanen med udsigt over vandet og et dejligt glas hvidvin – en snak med en god ven, som har lidt forstand på persontyper osv. Vi snakkede om introverte og ekstroverte typer.  Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var den introverte type. Ikke sådan at forstå, at jeg er indadendt og ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men mere i kraft af den måde, hvorpå jeg lader op. I korte træk, så lader den introverte type op ved at være alene, hvor den ekstroverte lader op ved samværet med andre mennesker.

Han havde bare så meget ret. Dengang satte det faktisk noget på plads for mig, og jeg hiver samtalen frem fra mine erindringer ind i mellem. Når jeg har været sammen med andre mennesker flere dage i træk, så trænger jeg i dén grad til at have nogle øjeblikke for mig selv, trække mig lidt tilbage eller ind i mig selv med en bog eller bare noget fjernsynskiggeri. Jeg elsker at have besøg, og jeg elsker at være sammen med venner og familie, men når de er taget hjem, elsker jeg også bare at være alene. Og jeg kan lige nu mærke, at jeg i høj grad har brug for mine formiddage alene herhjemme. Jeg er jo sjældent helt alene, da min kæreste arbejder hjemme, men jeg har frihed til at sidde og kigge ind i væggen, hvis det er dét, jeg har brug for.

Og lige nu, hvor vi er midt i juleferien, er der ikke meget tid til at være alene. Kæresten holder julefri, børnehaven ferielukket, så vi er alle tre sammen det meste af tiden. Og nu skal det jo ikke lyde som om, at jeg ikke sætter pris på det. Det gør jeg! De sidste to dage har vi f.eks. været ude at stå på ski sammen, med lillemusen i skiskole for første gang. Stor oplevelse af overvære Men jeg kan bare mærke, at det der med alene-tiden trænger sig på. Derfor er jeg i dag gået tidligt i seng med en bog (og den bærbare…) og ligger bare og nyder stilheden! Forhåbentlig bliver der også lidt tid til den slags de kommende dage. Ellers er der i hvert fald sparet op til en hel dag alene på sofaen, når hverdagen atter melder sig. For selvom man er hjemmegående kan man sagtens mærke forskel på hverdag og ferie.

Så kom sneen endelig til Freiburg

I dag vågnede vi op til et snedækket landskab. Det havde jeg ikke lige set komme – men jeg går altså heller ikke lige så højt op i vejrudsigter… Nu har jeg gået og sukket, fordi man i Danmark har fået sne. Her bor vi så tæt på bjerge med sne og dejlige ski-områder, men nede i selve byen har der indtil i dag ikke rigtigt været skyggen af sne. Jeg synes simpelthen, at det er så hyggeligt, når det sner – og det vel at mærke bliver liggende. Jeg ved godt, at det kan være en anelse belastende sådan rent trafikalt, men at vågne op, spise morgenmad og klæde sig godt på til at komme ud og lege i sne – dét er skønt.

Når katten er ude…

I dag har vi været alene hjemme. Eller det vil sige JEG har for det meste været alene hjemme. Ida har jo været i børnehave en pæn del af tiden. Den ellers hjemmearbejdende kæreste er taget på forretningsrejse indtil tirsdag aften. Og hvad får man så tiden til at gå med? I stedet for at smide mig på sofaen med en bog (som jeg primært har for vane at gøre, når han er ude… når han er hjemme, får jeg for dårlig samvittighed) tog jeg mig en løbetur på vores nyerhvervede p….dyre løbebånd. Det skal jo bruges, og der er ikke rigtigt nogen undskyldning, når det står lige nede i kælderen. Det hverken regner, blæser, sner eller er koldt dernede. Det går heller ikke for meget op ad bakke, som ellers også har været én af mine ofte anvendte undskyldninger.

Nå, men derefter et dejligt, langt brusebad efterfulgt af rengøring af køleskabet. Spændende, ik’

I eftermiddags hyggede Ida og jeg os, spillede spil, så film og spiste risengrød til aftensmad. Den slags mad spiser farmand ikke, så vi snød os til en omgang med masser af smør, kanel og rød saftevand til.

Da vi kom til putningen af Ida, røg mine planer om en lang, fredelig aften så lidt i vasken. Hun havde for en sjælden gangs skyld sovet lidt i børnehaven med det resultat, at hun ikke ville sove kl. 19, som hun plejer. Efter et kvarter kom hun dappende ind i stuen og meddelte, at hun gerne ville sove i vores seng. Årh… Faktisk gad jeg ikke lige tage turen med at forklare, at den gik ikke. Og faktisk syntes jeg også, at det kunne være lidt hyggeligt. Og faktisk har jeg fået den underlige vane, at jeg nogle gange ikke hører mit barn, hvis hun græder om natten. Det er så dejligt betryggende at vide, at min kæreste nok skal klare den, så jeg simpelthen sover videre i lykkelig uvidenhed. Med det resultat, at når jeg er alene hjemme med hende, er jeg pænt nervøs for, at jeg ikke hører hende – og kan derfor ikke falde i søvn om aftenen.

Så hun fik lov, og nu ligger hun så der – og ser så sød og uskyldig ud